Status et halvt år efter generalforsamlingen

På generalforsamlingen blev der truffet beslutning om at opsætte yderligere to hjertestartere. Vi har nu de to ”gamle”; en på hjørnet af Astersvej og Violvej og en på hjørnet af Petuniavej og Valmuevej. Den ene nye står på hjørnet ud for Lavendelvej 14, og den anden hænger på muren ved Børnehuset Karmsten lige ud til parkeringspladsen.

Fortovene er mange steder elendige. Derfor har bestyrelsen fotograferet ca. 20 steder og via Tip Egedal bedt kommunen om at tage affære. Folk fra kommunen har besigtiget stederne og de værste er nu under reparation. Vi presser stadig på af få gjort mere – helst få fortovene og de slidte småveje helt renoveret, men kommunen mangler penge så…..

Hække og hegn mod veje og stier er som sædvanlig blevet gennemgået, og 3 medlemmer er blevet bedt om at gøre det lidt bedre. Hvis du er i tvivl om, hvad reglerne er, så se dette link: Beskæring

Vores eksterne legepladsinspektør har gennemgået legepladsen på Sandhøj i forsommeren. Der var nogle mindre bemærkninger til faldunderlagene, den lille rutsjebane og det lille legehus. Alle fejl og mangler er udbedret, og du kan roligt lade dine børn benytte den dejlige legeplads.

Vi arbejder på at få en chikane på Lavendelvej, som er den eneste tværgående vej uden. Igen er det kommunen, som vi skal have til at lave arbejdet. Sagen er optaget på deres prioriterede liste. Hvornår der sker noget konkret ved vi ikke.

I et par måneder har der været tvivl om fartzonen i området. Der var ved en fejl sat et forkert skilt op på indkørslen til Karmstensvej. Det er rettet nu, så der er 40 km fartbegrænsning på alle vores veje. Vi håber, at alle vores medlemmer holder farten nede til alles bedste.

Overgangen på Karmstensvej fra cykel og gangstien langs Emilsvej har vi i et par år arbejdet for at få ændret til en rigtig fodgængerovergang. Sagen er på kommunens prioriteringsliste. Vi håber, at der snart sker noget. Denne overgang, sammen med chikanen på Lavendelvej, ønsker vi lavet bl.a. for at skabe en mere sikker skolevej for de mange børn, som færdes på disse steder.

Halloween er overstået for denne gang. Vi var 100 børn og voksne, som var klædt ud og var på opgaveløb rundt i kvarteret. Flere medlemmer havde bagt flotte og fantasifulde kager til stor glæde for deltagerne. Vi gentager succesen til næste år.

Og så har vi oprettet en lukket Facebook gruppe: Vi, der bor i Karmstengård kun for medlemmer af foreningen. Her kan du købe, sælge og forære væk, invitere til grilleftermiddag eller leg på Sandhøj, og finde legekammarater til dine børn. Kort sagt: du bestemmer selv og skal bare holde en god tone.

40 km zone i Ølstykke Vest

Efter et par måneder med et blåt 40 km zoneskilt er der nu igen opsat det korrekte røde 40 km zoneskilt ved indkørslen til Karmstenvej. Det giver anledning til at minde jer alle om, at der altså gælder en 40km fartbegrænsning i hele Ølstykke Vest området. Det bliver desværre ikke overholdt af alle, men det er bestyrelsens håb at i det mindste vores egne medlemmer overholder fartgrænsen. Det sker dog ofte, at farten bliver alt for høj, f.eks. på Lavendelvej, der som den eneste tværgående vej ikke har en chikane. Vi arbejder på, at få etableret en chikane på Lavendelvej, bl.a. for at sikre skolevejen for de mange børn, som hver dag kører eller går den vej. Men Egedal Kommune har desværre ikke prioriteret projektet særlig højt indtil nu.